Sådan vandrede den røde kongekrabbe ind i Kirkenes

Krabben, du trækker op af fjorden ved Kirkenes, er et dyr fra Stillehavet, der kom hertil via et sovjetisk eksperiment. Dens historie forklarer, hvorfor Norge fisker hårdt efter den, hvorfor biologer holder øje med den, og hvorfor den endte som turistmåltid. Herunder får du selve krabben, fra den første udsætning til tejnen.

En stillehavskrabbe i det arktiske Norge

Den røde kongekrabbe, Paralithodes camtschaticus, hører ikke hjemme i Norge. Dens hjem er det nordlige Stillehav, langs kysterne fra Kamtjatka over til Alaska, hvor man længe har fisket den for benenes skyld.

Alligevel er krabben i en tejne under en kaj i Kirkenes præcis den samme stillehavsart. Den nåede fjordene i det østlige Finnmark gennem en bevidst menneskelig plan og drev ikke over et ocean.

En safarigæst med hjelm holder en rød kongekrabbe op på den frosne fjord ved Kirkenes

Sat ud ved Murmansk i 1960'erne

I 1960'erne satte sovjetiske forskere røde kongekrabber ud i området ved Murmansk, på kysten af Barentshavet øst for den norske grænse. Målet var et nyt og værdifuldt fiskeri i farvande, der aldrig havde haft de krabber.

Krabberne slog sig ned og formerede sig. I årtierne efter bredte de sig vestpå langs kysten, og norske fiskere begyndte at finde dem i garnene ud for det østlige Finnmark.

Kirkenes ligger få kilometer fra den russiske grænse, ved Bøkfjord, en arm af Varangerfjord. Det placerede byen lige i krabbens langsomme march mod vest, og sådan blev et sovjetisk projekt til en norsk middag.

Derfor er biologerne bekymrede

Den røde kongekrabbe æder næsten alt, hvad den kan finde på havbunden. I det kolde vand i Barentshavet er den vokset til en stor bestand, og kun få lokale dyr kan klare en fuldvoksen krabbe.

Det er skolebogens profil af en invasiv art. Forskere er bekymrede for, hvad den store appetit gør ved livet på havbunden, og den bekymring præger, hvordan Norge behandler dyret.

Safarien står derfor et usædvanligt sted. Du hjælper med at høste et dyr, som biologerne helst så færre af, og hvis du føler dig lidt utilpas ved at spise noget, du lige har set komme op af vandet, kan den baggrund måske hjælpe.

To sæt regler for én krabbe

Norge forvalter kongekrabben på to overordnede måder, afhængigt af hvor den lever. I øst, omkring Varangerfjord, behandler et reguleret fiskeri med kvoter krabben som en ressource, der skal bevares.

Længere mod vest vender tilgangen. Her er fiskeriet stort set frit, med det mål at bremse krabbens spredning ned langs den norske kyst. Detaljerne ændrer sig fra tid til anden, så læs det her som det store billede og ikke som en regelbog.

For en besøgende er den praktiske betydning enkel. Safarien i Kirkenes foregår i de forvaltede østlige farvande, og arrangøren, Snow Resort Kirkenes, sætter sine tejner i fjorden før hver tur.

Ti ben og én større klo

Når guiden holder en krabbe op, kan du selv tælle delene. Der er seks lange gangben og to klør, og den ene klo er tydeligt større end den anden.

Et lille ekstra benpar sidder som regel gemt under bagkanten af skjoldet. Derfor giver bøgerne kongekrabben ti ben, mens du for det meste ser otte.

De store kan måle et godt stykke over en meter fra bentip til bentip og veje op til ca. 10 kg. De fleste krabber i en tejne er mindre, og ingen guide kan love dig en kæmpe.

Skjoldet er tykt og dækket af pigge. Luffehandskerne i arrangørens udstyr hjælper, når du holder en op til et foto, og det indgår på begge ture.

Fra skadedyr til restauranttallerken

Kødet fra kongekrabbens ben er sødt og fast, og det sælges til høje priser over hele verden. Det gjorde krabben til en eksportforretning for fiskerne i det østlige Finnmark og senere til en grund for rejsende til at tage nordpå.

Turismen gav det samme dyr endnu en anvendelse. I stedet for at bestille krabbeben på en restaurant tager du ud til tejnerne og ser dem komme op. Krabben koges på nordnorsk vis og spises bagefter.

Vores guide til krabbemåltidet og hvor meget du får fortæller, hvad der lander på tallerkenen, og hvordan benene serveres.

Se tejnerne komme op af fjorden

Sommerturen i RIB trækker krabbetejnerne op fra en åben båd og slutter med fangsten i et naust på den anden side af vandet. Anmeldere på Viator giver den 5,0 (50 anmeldelser), anmeldere på GetYourGuide 4,8 (34).

Når du møder en på safari

Om sommeren møder du krabben på dækket af en RIB-båd, når tejnerne kommer op fra dybt vand. Sommersafarien i RIB fra ~252 € stopper også ved lokale fiskerbåde, hvor guiden fortæller om kongekrabbefiskeriet side om side med det traditionelle fiskeri.

Om vinteren kommer tejnerne op gennem et hul i fjordisen. Vintersafarien på isen fra ~334 € når ud til dem på slæde efter en snescooter, og guiden fortæller om krabbens biologi og historie ude på isen.

Uanset hvad skal hver krabbe, du trækker op, i gryden. Forvent en fisketur, der ender med frokost, og ikke en naturtur.

Vores RIB-tur fra kaj til tallerken og isturen med slædeturen viser, hvordan hver dag forløber. Er du stadig i tvivl? Sammenligningen af båd og is stiller dem side om side, og vores guide til timingen fortæller, hvornår hver af dem kører.

Klo for klo

Spørgsmål om krabben

Er kongekrabben hjemmehørende i Norge?

Nej. Den røde kongekrabbe stammer fra det nordlige Stillehav. Sovjetiske forskere satte den ud ved Murmansk i 1960'erne, og i årtierne efter bredte den sig vestpå til norske farvande.

Er den røde kongekrabbe en invasiv art?

Den bliver som regel beskrevet sådan. Den æder næsten alt på havbunden, og kun få lokale dyr kan klare en voksen krabbe. Derfor tillader Norge stort set frit fiskeri i vest for at bremse spredningen.

Hvor store bliver kongekrabber?

De største kan måle mere end en meter mellem de udstrakte ben og veje omkring 10 kg. De fleste krabber i en safaritejne er mindre end det.

Får jeg lov at holde en levende kongekrabbe?

Begge safarier i Kirkenes giver mulighed for fotos med fangsten, og gæsterne poserer tit med en krabbe i hænderne. Luffehandskerne fra arrangørens udstyr hjælper mod det piggede skjold.

Bliver krabberne fra safarien slået ihjel til måltidet?

Ja. Krabberne fra tejnerne koges og serveres til sidst på turen. Det er en fisketur med et måltid, ikke en tur for at se dyr i naturen.